Mod til forandringer – tag så den beslutning!

Udgivet: 20. november, 2015

 

Jeg har tidligere skrevet indlæg om mod til forandring, om at fejle, om at forsøge alligevel selvom det er svært og selvom man tvivler, om at mobilisere det mod der skal til for at skabe det liv du ønsker dig. Dette indlæg handler om at tage beslutningen. Kig tidligere opdateringer på lars-moller.dk der handler om grundlaget for dine beslutninger.

Jeg håber naturligvis jeg har fået pirret din nysgerrighed. at du bliver interesseret i at tage mod til at forandre noget af det du går med. Men jeg håber også at det også vækker din eventyrlyst. Jeg skriver eventyr fordi det at kunne beslutte sig, og gennemføre de beslutninger man sætter sig for kan blive et sandt eventyr. Du vil opdage hvordan du begynder få mere og mere kontrol over dit liv og dig selv. Du kan pludselig lave strategier der virker. Du forstår mere om det lange seje træk. I sidste ende kan du stå med det liv du VIRKELIG kunne tænke dig. For at få det liv du kunne tænke dig må du altså træffe en beslutning.

Men hvad er en beslutning egentlig? Jeg kan give dig svaret helt tydeligt. En beslutning er en beslutning når du med sikkerhed VED det er det du VIL! Det lyder banalt og simplificeret. Men du ved når du har taget en ÆGTE beslutning. Du vil mærke det i din krop. Jeg vil påstå det giver en slags lykkefølelse og en enorm optimisme, lettelse, gå-på mod og energi.

“Det er et commitment, en forpligtelse overfor dig selv, en ny måde at være dig på.

En ægte vigtig beslutning bliver konstant og fejlagtigt forvekslet med  små dagligdags-prioriteringer. Skal jeg have havregrød eller cornflakes, skal jeg køre eller blive hjemme, skal jeg lave det nu eller senere, skal jeg træne nu eller i morgen… ja, det er jo en slags beslutninger, og vi tager dem konstant. Måske er det denne slags vage prioriteringer der på mange måder kan være ligegyldige i det store billede, der udvasker vores billede af hvad en ÆGTE beslutning er. Det kan måske være mere rigtigt at kalde disse små-beslutninger for præferencer, valg, ønsker eller noget man godt kunne tænke sig. Hvis vi taler om beslutninger der ændrer vigtig retning eller mål i dit liv så er det noget helt andet. Det er et commitment, en forpligtelse overfor dig selv, en ny måde at være dig på. En ægte beslutning er taget når du mærker at du stærkt og sikkert sorterer alle andre optioner fra. Du VED med sikkerhed når du har taget en beslutning!

Da jeg stod i Jægerkorpset og skulle starte på optagelsesprøven, vidste jeg at jeg havde taget en beslutning. Jeg vidste jeg ikke ville stoppe uanset hvad jeg blev udsat for, hvad der skete og hvad jeg skulle igennem. Jeg VILLE! Det tog mig to dage at få den på plads… så var den mit mantra det næste halve år indtil jeg blev jæger nummer 200.

Jeg vidste faktisk ikke om jeg var dygtig eller god nok til det jeg skulle. Der var en sandsynlighed for at jeg blev fundet for let rent fagligt, for jeg havde ikke været andet end værnepligtig da jeg stod blandt rutinerede oversergenter og officerer. Garvede soldater der vidste mange ting som jeg aldrig havde hørt om. Men personligt havde jeg besluttet mig for ikke at give op. Jeg gik kun efter en ting og det var at komme igennem prøverne. Jeg sorterede alle andre muligheder fra. Jeg ville være jægersoldat. Jeg tilsidesatte alle andre optioner. Der var endda et dødsfald under min optagelsesprøve. En ung mand døde i jagten på samme mål som jeg. Vi forsøgte at redde ham men han døde før vi overhovedet nåede ham i vandet. Det var et uheld, men selvfølgelig skete det fordi vi blev testet hårdt og ubønhørligt og blev udsat for lidt af hvert. På trods af det, overvejede jeg ikke et sekund at stoppe. Jeg at jeg VILLE. Det var en beslutning jeg havde taget længe før.

“Hvis du beslutter du VIL, så er det DET! Så kører toget. 

Jeg har før skrevet noget om nytårsfortsæt… der findes intet dummere end at tage en beslutning på den måde… Hvor mange nytårsfortsæt kender du lige der holder? Har du selv prøvet? Forandringer starter indefra og de starter NU. Beslutninger der ikke opfølges af handling indenfor et par dage glider ud i sandet. Du må gerne bruge tid på at behandle og analysere din problematik. Men på et tidspunkt så skal du helt bevidst tage beslutningen. Du skal du beslutte om du vil eller ej. Hvis du beslutter du VIL, så er det DET! Så kører toget. Du VIL! Det er en kraftfuld begivenhed. Den er summen af alle dine tidligere tanker og derefter behøver du ikke tænke over det længere. Så skal det bare udføres. Du krydser en usynlig men MEGET TYDELIG linje og Beslutningen er taget. Du VIL ikke levne dig selv andre udveje. Du VIL ikke kigge efter smuthuller, du VIL ikke springe over.

Næste opdatering vil jeg fortælle om hvorfor vi nogle gange overvejer for længe og derfor ikke flytter os ud af stedet og hvorfor vi nogle gange går i stå i forsøget selv efter beslutningen er taget.

Øv dig i det små. Jo flere beslutninger du øver dig i at tage, jo lettere bliver det. Du bliver bedre og bedre. Det virker!

Lars Møller

www.lars-moller.dk