Dit mod til vigtig forandring og hvordan det skal mobiliseres er ikke en simpel sag. Hvis det var det, havde du jo sikkert gjort det for længe siden.
Men jeg er af den klare overbevisning, at du kan alt, hvis du virkelig VIL. Ja, det koster noget på den korte bane, men gevinsten på lang sigt er meget større. Vi kan alle, hvis vi VIL.

Hvis du beslutter dig for at flytte dig selv ind i nødvendige forandringer, skal du også være modig, fordi du kommer til at støde på din egen usikkerhed og tvivl. Det er sandsynligt, at også andre mennesker vil få dig til at droppe dine planer. Men ofte ligger den egentlige begrænsning hos dig selv. Det kræver en helt reel beslutning. Jeg vil senere i en kommende opdatering fortælle dig om beslutningskraft. Det er nemlig et ret misforstået begreb.

“Det klarer De aldrig”…

Første gang jeg bevidst og tydeligt tænkte på den fri vilje og de frie utvungne valg, vi alle kan vælge, var jeg ung 19 årig. Jeg var ung, uerfaren og umoden. Men jeg havde gnist, vilje og energi. Jeg har i min bog “Jæger 200 – med hjertet som indsats” beskrevet denne hændelse lidt mere detaljeret, men her er en kort version.

Jeg var endnu ikke færdig med min værnepligt men opdagede, at det passede mig enormt godt at være soldat. Jeg søgte til Jægerkorpset. Jeg vidste godt det var svært. Det var tæt på umuligt og at slippe igennem nåleøjet og bestå optagelsesprøverne. Da jeg havde været på kommando- og administrationskontoret for at aflevere ansøgningen kommer den største og mest frygtindgydende oversergent hen til mig. Vi var alle bange for ham. Han var fysisk stor, han var hidsig og han råbte højt. Vi vidste ikke, hvor vi havde ham. Han indtog en arrogant position med hovedet lidt tilbage og hænderne i siden, blokerede min vej ud ad døren og sagde så: “Nå Møller!…så De har søgt til Jægerkorpset”? Jeg sagde “ja” og var faktisk lidt stolt.
Så sagde han kort og kontant: “Det klarer De aldrig”, vendte sig om og gik.

“Jeg gik dedikeret efter det.
Tilsidesatte alt andet. Det kostede naturligvis
blod, sved og tårer og benhårdt
arbejde i et år”.

Jeg var vildt overrasket. Ikke fordi han forsøgte at pille mig ned. Det havde han gjort i flere måneder med os alle. Men fordi jeg synes, han fejlagtigt udtalte sig om noget, han jo ikke kunne vide noget om. Han havde været soldat i mange år… jeg havde været der få måneder. Hvorfor vidste han ikke bedre? Der var jo nogen, der kom ind i Jægerkorpset hvert år. Denne “nogen” kunne vel ligeså godt være mig? Han vidste jo ikke, hvad jeg tænkte og hvad jeg var i stand til? Han kunne da ikke bestemme over mine tanker og min vilje. Jeg ville det og det provokerede mig, at han forsøgte at lægge en begrænsning ind for mig. En begrænsning, jeg ikke kunne bruge til noget som helst.
Et par år efter blev jeg optaget i Jægerkorpset som Jæger nummer 200.

Jeg gjorde det, jeg virkelig ønskede. Jeg gik dedikeret efter det. Tilsidesatte alt andet. Det kostede naturligvis blod, sved og tårer og benhårdt arbejde i et år. Men det lykkedes. Det var ikke held. Det var en dedikeret ubønhørlig jagt efter et mål. Jeg tvivlede aldrig et sekund på, at jeg ville fortsætte!

Det er altid dig selv, der begrænser dig!…

Det mest fantastiske er, at du kan lave lignende store eller små beslutninger i dit liv. Det kan vi alle. Der er oftest kun de begrænsninger, du selv lægger ind eller tillader andre at lægge ind, der egentlig stopper dig.
Jeg fortalte i en tidligere opdatering, at jeg ville uddybe de tre mest almindelige årsager til, at vi ikke får iværksat de vigtige ændringer i vores liv, som vi virkelig ønsker eller har brug for. De er:

1. Du er slet ikke klar over, at du kan nå alt. Du ved ikke, at de ting du drømmer om eller kunne tænke dig, rent faktisk ligger indenfor din rækkevidde.
2. Du er overbevist om, at dine forhold, din historie eller din situation ikke levner dig mulighed for at nå det, du ønsker.
3. Du går i stå i forsøget.

Her lidt om de to første punkter. De hænger nemlig sammen. Senere kommer hvordan man kan undgå at gå i stå.

Du er det samme som dine overbevisninger…

Fra vi er helt små fodres vi med oplevelser, som danner grundlag for den måde, vi ser verden på. Ud fra det danner vi overbevisninger, som bliver til vores virkelighed. Man kan sige, at vi formes og modnes, så vi IKKE ser verden, som den er, men ser verden, som vi SELV ER.

Men tænk over dette: Hvorfor lykkes nogle mennesker med noget og hvorfor er der andre, der ikke gør? Det er et spørgsmål om netop dine overbevisninger og din mentalitet. Dine overbevisninger får dig til at tænke på en bestemt måde, dine tanker påvirker det, du tror på og det du tror på påvirker dine handlinger. På godt og ondt. Hvis vi antager, at summen af dine handlinger er din performance, så kan du altså selv påvirke din performance ved at ændre dine overbevisninger. Du kan ved at ændre indstilling nå stort set alt, det du vil. Det er noget af en påstand, men jeg tror fuldt og fast på det.

Men hvad er så overbevisninger? Som sagt, så fodres du med indtryk i dit tidlige liv, fra du er helt lille. Hvis du altid har fået at vide, at du ikke kan noget med dine hænder, at du ikke er praktisk anlagt og at du måske ødelægger ting, når du skal udføre noget praktisk, så er det næsten 100% sikkert, at du ender med at gøre disse indtryk til din virkelighed. Du vil fjerne dig fra praktiske opgaver, fordi det kommer til at ligge som en leveregel eller en overbevisning for dig, at du rent faktisk ødelægger ting, når du gør noget praktisk. Du duer ikke til praktiske opgaver med hænderne. Det er du blevet kodet til.

“Men dette kan DU ændre!
Du kan omkode dig selv”!

Det kan også være, at du ved gentagne bemærkninger har fået indpodet, at i ikke har penge og du derfor ikke kan tage et bestemt studie eller nå den profession, du ønsker. Eller at I ikke kommer fra en familie, der har for vane at fylde noget i landskabet, og at Jeres familie ikke bare udtaler sig om alt muligt men går stille med dørene. Stilhed er en dyd har du hørt hundredevis af gange. Kan du forestille dig, hvordan du som barn vil vokse op med dette input? Du bliver stille og får måske rigtig svært ved at sige noget som helst, fordi sådan er du kodet.
Du kan sikkert finde flere eksempler selv. Det er stensikkert, at også du har fået dine påvirkninger. Det har skabt dig, som den du er.

Men dette kan DU ændre! Du kan omkode dig selv! Du kan VÆLGE at gøre noget andet. Du har din fri vilje og i princippet, kan du tænke, de tanker du vil. Udformningen af din egen bevidsthed bestemmer DU over. Du bestemmer, hvad du vil tænke, hvordan du vil reagere på de påvirkninger, der rammer dig og hvad du vil gøre og handle på. Du bestemmer over DIG.
Mange mennesker er slet ikke klar over, at de kan ændre deres egne forhold og få opfyldt de ønsker, de går med.

Determinismens selvopfyldende profeti…

Et ord der beskriver dette begrænsende forhold er determinisme. Det ord dækker over, at det nærmest er forudbestemt, hvad du kan opnå og hvordan du kan gøre det. Da det er dine tanker, der afgør, om du styres af deterministiske overbevisninger, så sker der desværre ofte det, at det er sådan, det ender. Determinisme har det med at være en selvopfyldende profeti.
Men jeg fortæller dig, at du kan gøre det om. Det forhold kan du bryde. Du kan nemlig gøre akkurat det, du vil. Det kræver et stort arbejde at ændre kurs, men det er helt sikkert, at du kan gøre det. Vi alle har evnen til at forme vores egen skæbne og opnå det i livet, vi gerne vil.

“Determinisme har det
med at 
være en selvopfyldende
profeti”.

Nogle siger, at der findes folk, der følges af held. Det tror jeg ikke på. Held følger dem, der arbejder bevidst med mentale processer og styrer sig igennem livet i en form for kontrol. De styrer mere bevidst efter deres mål og derfor når de flere af de mål, de sætter sig for. Det kan virke som tilfældige hændelser, men det handler mere om at skabe de rette betingelser for, at det sker. Nogle af dem sker aldrig, men succes-hyppigheden vokser, når man begynder at tage kontrol på det. I min kommende bog vil jeg beskrive mere om det at have denne krigerindstilling. For din mentale indstilling afgør, om du lykkes. Det gælder om, at have kontrol med sit liv og tage styringen. Og det kan man gøre ved at begynde med at forstå, at uanset den kodning du er født og vokset op med, så kan du til enhver tid omkode dig selv og vælge nye veje, mål, metoder og principper. Tror du på det?

Forsøg i det små…

Start allerede i dag. Forsøg at tag kontrol over bare en lille ting i dit liv. Hvad med at ændre noget, som du har fundet uhensigtsmæssigt i mange år. At du ikke bare står op, når uret ringer, at du prioriterer at ringe til din partner først og derefter din kunde, at du ikke starter med det dummeste, man kan, når man møder på job (nemlig at tænde sin PC for at kigge mails), at du tager trappen istedet for elevatoren, at du måske straks udtrykker din uenighed istedet for at tage den med hjem, at du starter på at motionere, at du…. Ja… find selv dine uhensigtsmæssigheder. De er dér, lige midt i dit liv. Måske sidder du endda på en af dem.

Omkod dig selv til det liv DU ønsker. For det kan du!

Lars Møller
www.lars-moller.dk