Et spring ud i den mørke intethed

Udgivet: 17. oktober, 2018

Det var en kulsort nat i 10 kilometers højde om bord på et udenlandsk C-130 Hercules-fly, jeg blev bevidst om, at mit daværende arbejde var meget anderledes og måske nok krævede et lidt specielt tankesæt. Jeg havde været jægersoldat i omkring otte år på dette tidspunkt og var med tiden steget i graderne. Jeg var efter mange forskellige faldskærmsuddannelser og solid rutine blevet uddannet til sikkerhedsofficer. Det, der i daglig tale blev kaldt for springleder, når man stod for sikkerheden før et faldskærmsudspring.

læs videre hvis du vil se hvordan tankerne til min kommende bog “TÆNK SOM EN KRIGER – din vej til mental robusthed”, blev til i en forundrende tanke i 10 kilometers højde.

I flyet var det min opgave at stå for sikkerheden for det team, der med faldskærm skulle indsættes til en opgave langt under os. Jeg havde selv, mange gange tidligere, været en del af et sådan team, der sprang ud og løste opgaven på landjorden, men nu havde jeg altså ansvaret på et overordnet niveau og skulle ikke med ind i selve operationen. Mine tanker var todelte. På den ene side var det lidt fedt ikke at skulle igennem det slid og slæb, der ventede jægerpatruljen, når de satte ben på jorden. Deres rygsække vejede som altid 50 kilo, og vi plejede at lave lidt sjov med, at selv om udstyret blev lettere og lettere, så lå vægten altid omkring de samme 50 kg, som om det var en naturlov. Den skulle som altid slæbes igennem et hårdt og kuperet terræn til den lyse morgen. Og det ville også – som altid – blive en undertrykkelse af alle fysiske behov og en krop, der ville skrige i smerte over at blive presset til det yderste igen.

Men på den anden side havde jeg ikke rigtig lyst til at blive tilbage i flyet. Jeg ville også have en faldskærm på; med videre i næste fase af operationen og yde en indsats sammen med de andre, ud og skabe effekt i målet, som vi sagde. Det betød at vi helt konkret skabte resultater i et fjendligt mål, og det var meget livgivende at løse opgaver, særligt hvis de var svære og udfordrende. Jeg vidste dog, at jeg på sigt nok skulle få flere af den slags opgaver, for jeg var stadig operativ jæger, men det føltes lidt tamt at stå der som springleder.

Vi nærmede os udspringspunktet og rampen på det store Hercules fly åbnede sig med et højt hyl fra hydraulikken, og natten åbenbarede sig foran os. Der var absolut intet lys at se. Operatørerne var tunge. Deres faldskærms- udstyr vejede 30 kilo, og oveni det, var der også den tunge rygsæk, våben og ammunition. Flere slæbte på en del mere end deres egen kropsvægt.

“Hvis man ikke er rutineret, kan en arm, et ben eller en rygsæk, der sidder skævt, bringe en ud af balance på et splitsekund, så man slår kolbøtter og tumler rundt luften, indtil man enten får kontrol med situationen eller i værste fald styrter i døden”

Jeg gav teamet tegnet til, at der var få minutter til exit. De rejste sig op fra de røde netsæder og vraltede målrettet hen til rampen. Rygsækken sidder fastspændt på en måde, så det er svært at gå normalt, og udstyret er tungt. I det svage røde lys i kabinen kunne man kun lige akkurat ane personerne. Foroven var deres ansigter dækket af briller, der allerede duggede af den fysiske anstrengelse, og iltmasken skjulte den nederste del af ansigtet. Men alligevel genkendte jeg hver eneste af mine brødre på deres statur, omrids og bevægelser. De mange timer, vi havde tilbragt sammen på øvelser og operationer, gjorde, at vi kendte hinanden indgående. Jeg vidste også præcis hvem af dem, der ville være lidt mere spændt end andre over at skulle springe. Jeg vidste, hvem der var banebrydere, hvem der var følgere, hvem der som typer var ustyrlige, og hvem der var kontrollerede. Som medarbejdere på alle andre arbejdspladser er også jægersoldater meget forskellige som mennesker.

Jeg lavede en sidste procedurekontrol på hver enkel jægers udstyr og noterede mig, at de også selv huskede at gennemgå hinandens faldskærme og udrustning for at dobbelttjekke, at det hele var i orden. På ”et minut til spring”-signalet rykkede jægerteamet helt ud til rampen og stod afventende. Jeg vidste, at de befandt sig i en fuldkommen fokuseret tilstand, og de fleste ville kontrollere sig yderligere, ved dyb bevidst vejrtrækning.

Det er afgørende, at man hopper af flyet i så tæt en rækkefølge som overhovedet muligt, og man må ikke tøve. Hvis man ikke er rutineret, kan en arm, et ben eller en rygsæk, der sidder skævt, bringe en ud af balance på et splitsekund, så man slår kolbøtter og tumler rundt luften, indtil man enten får kontrol med situationen eller i værste fald styrter i døden. Hvis man derimod gør det rigtigt – ligger med den rigtige kropsstilling i den rigtige vinkel i forhold til relativ-vinden og har kontrol fra start – glider man ud i et frit fald i en fuldkommen stabil stilling og får et vellykket stabilt exit fra flyet.

Så skete det. Det lille røde lys ved rampen skiftede fra rødt til grønt. Jeg gav tegnet til spring, og den første jæger forsvandt ud i natten. Jeg råbte ”GO-GO-GO” inde i min egen iltmaske, selv om det var uden betydning, da ingen kunne høre det. Det var da også min arm og udstrakte hånd, der bestemt pegede ud over rampen, som fortalte operatørerne, at springet skulle gennemføres nu.

Da operatørerne forlod rampen, var de straks fuldkommen væk i den sorte intethed. De forsvandt én efter én på en brøkdel af et sekund ud i mørket. Synsindtrykket overdøvede fuldkommen den dybe konstante brummen fra flyets fire store motorer og den vilde vindstøj fra den åbne rampe. Jeg havde selv på dette tidspunkt omkring 500 faldskærmsspring og havde også fungeret som springleder før, men denne gang var det alligevel en ny og anderledes oplevelse for mig. Den nat blev jeg ramt af en ny bevidsthed. Et helt nyt perspektiv. Situationen føltes næsten for utrolig og næsten skræmmende. Det virkede helt surrealistisk at se mine jægerne hoppe ud i mørket for straks efter at forsvinde. Det så faktisk møghamrende farligt ud. Sådan havde jeg aldrig haft det omkring vores arbejde før, måske fordi jeg tidligere havde været aktiv deltager i springene og ikke havde haft tid til at tænke over det. Men for første gang i min tid som jægersoldat slog det mig: ”Gud, det er vildt det her!” og jeg tænkte videre: ”Hvordan kan man få mennesker til at gøre sådan noget?” (redigeret uddrag fra TÆNK SOM EN KRIGER).

De næste mange år undersøgte jeg oftere og oftere dette fænomen. Hvordan man kunne slippe afsted med at sætte en flok mennesker, til alle mulige -og ofte umulige opgaver og alligevel opleve fuld indlevelse. Vores opgaver handlede om at leve i total kaos, uden at vide hvad den næste opgave handlede om, eller hvornår vi skulle hjem. Der var klart en betydelig risiko ved opgaverne, og alligevel blev de udført med 120% engagement, ansvarstagen, initiativ og målsøgning. Jeg så altid store brede smil hos alle, der tydeligt fortalte at de var nøjagtigt hvor de gerne ville være. Dette startede mine ideer om det særlige tankesæt, der kan hjælpe os alle på vej igennem alle udfordringer.

Min nye bog TÆNK SOM EN KRIGER udkommer 6. november og handler om hvordan vi opbygger og vedligeholder dette stærke tankesæt og hvordan vi alle kan blive afklarede mennesker der hviler i os selv og hvordan vi udvikler mental robusthed.

Lars Møller/ www.lars-moller.dk