Om Lars Møller

Jægersoldat i en generation

Jeg har en stærk passion for at opleve ting flytte sig. Jeg har i 35 år udviklet mennesker og teams. Min tese er, at vi kan det vi vil – hvis vi vil det nok. Jeg har oplevet, de mest umulige opgaver blive løst, fordi dedikerede mennesker besluttede sig for, at ville det sammen.
I 1984 kom jeg igennem Jægerkorpsets optagelsesprøve som Jæger nr. 200. Jeg var en ung eventyrer og vidste i virkeligheden ikke hvad det ville komme til at betyde for mig. Jeg anede ikke hvad Jægerkorpset i grunden var!
De første 10 år var i faglighedens tegn og det var stærk mesterlære. Gør sådan her – så overlever du. Men i midt 90´erne skete der nogle ting der fik mig til at se helt anderledes på mig selv og på os, jægerne, som mennesker i samspil. Jeg opdagede de stærke mentale kræfter der var på spil, når mennesker arbejdede godt sammen. Mesterlæren virkede, men der var i virkligheden ingen i Jægerkorpset der vidste, hvordan og hvorfor det virkede. Men det var et faktum at alle opgaver, selv de mest umulige blev løst. Vel at mærke med den største iver, fuldt commitment og ejerskab og i et fantastisk arbejdsmiljø, det var meget svært at slippe.
Jeg satte mig for, at finde ud af, hvordan det kunne være at mennesker og teams kunne forvandle kaos til resultater. Det er det du kan lære om på mine udviklingsforløb.

Jeg var operativ Jægersoldat i 25 år. Det var omkring 15 år mere end gennemsnittet dengang. Jeg har været patruljefører (teamleder), delingsfører og senere arbejdet i Jægerkorpsets operationssektion, som er omdrejningspunkt for al træning og alle operationer i ind og udland. De mange år og flere “militære tidsaldre” fra den kolde krig igennem 1990´ernes opgave-vakuum til en mere aktivistisk udenrigspolitik, gav mig naturligvis tung og solid erfaring som elitesoldat blandt verdens bedste. En ledende rolle, sammenholdt med den indarbejdede erfaring, medførte naturligt toneangivende leder-, træner- og mentorroller ved Jægerkorpset. Sideløbende med opgaver, har jeg derfor arbejdet intensivt på at træne andre Jægere. Træne dem til at blive bedre til at samarbejde, til at forstå hinanden og sig selv, og til at gå forrest som ledere.
Man kan ikke drage ud i verden og gå i krig, uden grundlæggende at have tænkt sig rigtigt godt om. Min erfaring kommer fra stærkt samspil i et elitært miljø og træning, coaching og ledelse af mennesker i kaoslignende, ofte helt umulige og utrolige situationer.

Med udgangspunkt i mennesket selv

Selvstændigt arbejde i små teams i fremmede og ofte fjendtlige egne, har givet mig et holistisk livssyn og lært mig, at det, der er vores standarder, moral og etik, ikke nødvendigvis er andre folkeslags- og kulturers standarder, moral og etik. Hvis man skal flytte andre mennesker, skal det være med udgangspunkt i disse mennesker selv. Man må arbejde uden ego og med stor perspektivbevidsthed.

Jeg bruger nu denne viden og kan hjælpe Jer med  bevægelse i en gunstig retning, uanset om du er virksomhedsejer, afdelingsleder, sportsmand, ægtemand, eller blot er en bevidst person, med personlige udfordringer, for jeg ved noget om mennesker i udvikling, jagten på mål og skabelsen af resultater.

Jeg VIL – Jeg KAN – Jeg TØR!

Ved siden af mit arbejde i Jægerkorpset var jeg på grund af min meget velfungerende fysik, på 5 forskellige landshold i Triathlon, Orienteringsløb, Orienteringsbiathlon, Feltsport og Cross Country løb. Disciplineret træning og performance har altid været en del af mit liv. Jeg har deltaget i DM og vundet mange i forskellige af de førnævnte idrætter. Jeg har også deltaget i EM og VM rundt omkring i verden som løber, triatlet og orienteringsløber. Desværre nåede jeg ikke et OL. Sandsynligvis på grund af mit arbejde ved Jægerkorpset, der hvert år krævede fravær fra træningen i længere tid ad gangen, ofte måneder, for at løse opgaver med Jægerkorpset.

At udvikle sig, og blive bedre til noget, handler nogle gange om at udvide sin vidensbank og forbedre nogle faglige kompetencer og færdigheder. Men dette flytter os kun en lille smule i forhold til det faktisk mulige. Det er den “menneskelige olie” der er altafgørende. Vores tankesæt, vores disciplin og vores vedholdenhed. At vi tror på, at indsats er meget vigtigere end talent. Det er vores holdning til os selv og vores medmennesker, vores evne til proaktivt at kommunikere og placere os selv som ansvarlige for det vi gør og det der sker i vores liv, vores holdning til arbejdet og livet og kvaliteten af vores relationer, der afgør om vi når vores mål eller ej, om vi  får succes som medmennesker, sportsmand, som teamplayer eller leder. 

Mine udviklingsforløb er udvikling af organisationer og mennesker til at kunne og ville mere.

Extreme udfoldelser – Extrem læring!

Jeg var i starten af 1999 med i opbygningen af det første seriøse Adventure Race hold i Danmark (Team New Line Extreme Adventure Racing), og var selv deltager på det første hold, der gennemførte såvel Eco Challenge og Raid Gauloises. 800 km lange “ekspeditions løb” igennem Argentinas vildmark, Himalayas bjergmassiv og Borneos Jungler, hvor hold af fire-fem personer i konkurrence med andre hold fra hele verden, kæmper om at komme først i mål, ved egen navigation og med naturlig kraft på eksempelvis cykel, i kajak og kano, ved klatring, trekking og ridning. Dette var starten til det, der senere blev til multisports-konkurrencer.

Jæger 200 – med hjertet som indsats
I november 2011 udgav jeg bogen “JÆGER 200 – med hjertet som indsats”. En bog om mine 25 år i Jægerkorpset, om menneskelig moral og etik og om de svære valg der skal træffes som soldat og menneske, når man gør sig klar til at kæmpe og dø. Bogen kan ses som mit udgangspunkt for filosofien bag mine MindScout udviklingsforløb og uddannelser. Siden har jeg skrevet bogen “Tænk som en Kriger -din vej til mental robusthed” (2018) og en selvstændig opfølger “Ultimativt Lederskab – din vej til stærkt samarbejde” (2020). De sidste to bøger beskriver hvad der gør det muligt at blive optaget og være 25 år i Jægerkorpset og hvordan vi kan bruge det i vores hverdag, som ledere og teamplayere.

Den menneskelige indsigt kombineret med ekstreme oplevelser ved Jægerkorpset og sport på landsholdsniveau, har udbygget min forståelse for det, at opnå noget med sig selv. Det handler ligeså ofte om at tænke rigtigt, som at træne rigtigt.

Efterfølgende har Jeg brugt min sportslige erfaring, kombineret med mit menneskekendskab, og virket som coach for flere top idræts udøvere, herunder for Team CSC /Riis Cycling og Team Saxo Bank  i samarbejde med BS Christiansen, VM ropiger, superliga fodboldhold, 3 x speedwayverdensmester Nicki Pedersen, VM ro piger, racerkørere og jeg har været mental coach for superliga klubberne VFF og EfB i Esbjerg.

Jægersoldat – Det lærerige broderskab

Som Jægersoldat er man en del af et særligt broderskab. Arbejdet og træningen er hård og kompromisløs og det menneskelige grundlag er i særklasse. Derfor løses Jægerkorpsets opgaver altid mere end tilfredsstillende. Jægersoldater er ekstreme individualister, der er bevidste om det svære i at arbejde sammen med andre indvidualister, under vanskelige forhold. Det bliver til stærke selvkørende teams, man vil lykkes med. Man udnytter i stor grad uovertruffen og realistisk uddannelse til at opnå komplementære færdigheder og styrke den mentale robusthed og sammenholdet. Herforuden anvendes materiel af bedste kvalitet og højeste standarder, og avancerede operations procedurer. Men dette er kun en lille del af succesen i Jægerkorpset.

Det er ikke intelligente, talentfulde eller bogligt kloge individer ud over det sædvanlige, man finder i Jægerkorpset. Styrken er et bredt udvalg af personligheder, temperament og personlige præferencer. Jægersoldater er på dette område, som mange andre grupper af mænd. Men de fleste krigeres indstilling er: Det jeg ikke kan nu, er bare noget jeg ikke har lært endnu. Det er i virkeligheden Jægerens holdning der gør den store forskel. Holdningen til at ville løse opgaven, holdningen til at få arbejdet gjort -disciplinen, motivationen og viljen til at overvinde de slidsomme og nærmest umulige forhold, man ofte befinder sig i – for at nå målet. Foruden de egentlige militære resultater, er det denne holdning, vilje og indstilling, der er den sande værdi af Jægerkorpsets og Jægerens arbejde.

Jeg stoppede min militære karriere efter 25 års tjeneste og Dronningens Hæders Medalje, og har nogle af de fornemmeste udmærkelser for min deltagelse i operationer rundt omkring i verden. Blandt andet en “Presidential Unit Citation”, for indsats i Afghanistan i 2002, og som kun er uddelt til få enheder siden 2. Verdenskrig.
Jeg har en militær akademiuddannelse i ledelse, alle militære pædagogiske uddannelser, såvel som internationale og nationale lederuddannelser. Arbejdet ved Jægerkorpsets ledelse og instruktør stab, har givet mig en solid og unik viden og erfaring, når det handler om at opdage problemområder, analysere og isolere dem og rådgive til brug for løsninger.
Det hele har gjort mig til en god menneskekender og min passion er at flytte mennesker og organisationer til at ville og kunne mere i dag, end de kunne i går.

Lars Møller