Lad os genopdage samarbejde

Udgivet: 5. december, 2019

Homo Sapiens har haft en utrolig succes som art og dominerer kloden af flere forskellige årsager. Nogle af de vigtigste årsager er, at vi igennem vores evolutionshistorie udviklede særlige kognitive evner som har gjort det muligt for os hele tiden at lære af vores erfaringer og forbedre os. En anden ting er at vi som art er ualmindeligt tilpasningsdygtige generalister, der altid har kunne finde ud af at få et liv til at virke alle steder uanset om det har været i det iskolde Sibirien, i bjergene, i Junglen, på savannen eller ved kysten. Også vores evne til at tænke fiktion, skabe drømme og at have fantasier, kunst og religion, har gjort at vi har sat endnu højere fart på på udviklingen. Vi kan som en af de få arter på hele kloden tænke frem og forestille os ting der endnu ikke er sket. Men den største succes er evnen til fleksibelt samarbejde. Vi kan skalere både op og ned og vi evner at indgå i samarbejde under små forhold ned til to personer og samtidig imellem hundredevis af mennesker. Dette har gjort os til jordens herskere og distanceret os fra alle andre arter. Men på samme tid har hele denne udvikling også gjort os enormt afhængige af hinanden, for vi kan nu ikke længere klare os alene uden andres hjælp. Kun få mennesker kan overleve I naturen. Stort set ingen ved hvordan man skaffer sig mad, vand, tøj, ly, læ eller varme. Faktisk er den menneskelige hjerne nu igen ved at blive mindre fordi vi kognitivt bruger den mindre og mindre.

I nyere tid har industrialiseringtidens store succes været automatisering, optimering af arbejdsprocesser og ensretningen af procedurer. For omkring 50 år siden var det helt normalt at mennesket var en del af maskinen. Dengang sad endnu flere mennesker ved samlebånd og byttede en fysisk ydelse for penge. Man skulle her ikke bruge meget andet end øjne, ryg, arme og ben og der var ikke brug for deres tanker. Dette paradigme hænger stadig lidt ved og det største fokus går derfor stadig efter at optimere ydre, ikke-menneskelige processer. Derfor har vi også et materialistisk fokus, når vi tænker optimering. Vi tænker flere ansatte, udvidelse af produktionen, nye bygninger, flere robotter, procesoptimering, markedsføring, opkøb, strategier og salg, salg, salg. Vi er også blevet meget materialistiske i vores syn på hvad succes er. De fleste ser ikke succes som at have en stærk karakter, eller udvise konsistente handlinger eller en adfærd der træner andre godt. Succes i dag er det samme som at tjene flere penge og erhverve større profit. Vi ser succes som det rigtige hus der ligger det rigtige sted, den rigtige bil eller flere, social status, de rigtige ferier og en masse personlig succes og personlige oplevelser.

På en måde er vi selv medskabere af vores samarbejdsproblemer, fordi vi tror at godt samarbejde er noget der sker når vi forbedrer ydre processer, tager flere uddannelser eller køber mere materiel. Men det er ikke i ydre forhold at samarbejde kan gøres bedre. Det sker igennem et bevidst indre arbejde og fordi vi tænker omvendt, bliver sammenhængskraften mange steder et spil i lotteriet. Vi har i efter-industrialiseringstidens optimeringsparadigme, overset vigtigheden og det fantastiske potentiale der ligger i at arbejde med og optimere samspillet imellem mennesker og det er jo paradoksalt, når det fleksible samarbejde imellem mennesker netop har været en af de største successer for Homo Sapiens. Der ligger her et uforløst potentiale som vi mennesker bør genopdage.

Du kan læse mere om, hvordan vi kan genopdage og skabe korpsånd, fantastisk samarbejde og højtydende teams, i min kommende bog Ultimativt Lederskab. Den udkommer i starten af 2020.

Lars Møller/ www.lars-moller.dk