Sammenlign dig ikke med andre i dag -men med dig selv, som du var i går!

Udgivet: 13. oktober, 2020

Der er signifikante fordele ved at arbejde på, at blive mere mentalt robust. Undersøgelser har vist at virksomheder kan få væsentlig større gavn af, at medarbejdere udvikler personlig, mental styrke, end ved at eksempelvis arbejde specifikt med virksomheders målsætninger. Dette giver egentlig god mening, fordi den personlige mentale styrke er et mentalt lag, der ligger under, og er grundlaget for, det arbejdsmæssige. Der skal stor styrke til at indgå i samarbejde og ledelseskonstellationer i en foranderlig verden, hvor man hver dag møder modstand, må undersøge andres perspektiver, finde kompromiser og hele tiden være i effektive afbalancerede forhandlinger om ideer og løsninger. Måske endda med mennesker hvis temperament, ikke passer til dit. Uden den indre styke og er det ligegyldigt, hvor meget man bevidst arbejder med virksomhedens projekter, mål og strategier for det bliver aldrig bede end laveste fællesnævner og alle processer tager længere tid end de behøver. De fleste samarbejdsproblemer har jo udspring i menneskers manglende evne til at håndtere besværlige situationer med andre. Ofte fordi vi er for stolte, angste eller ikke tør stå ved os selv. -Og vi tager ofte situationer alt for personligt.
Som Jim Collins sagde det i “Good to Great”, så gælder det om at have de rigtige personer med på bussen, før man overhovedet begynder at tale om strategi, målsætning og systemer. For de rigtige personer har den rigtige indstilling til at lære, samarbejde og nå mål. Du kan i øvrigt læse meget mere i min bog “Tænk som en Kriger” (2018).

Mange misforståelser

Der florerer mange misforståelser og megen misinformation om mental robusthed og mental styrke. Den korte version er, at man naturligvis ikke kan klare alt – det er der ingen der kan. Men at man kan klare at gøre det, man har lovet sig selv!
Lad os kigge lidt mere på nogle af sandhederne omkring det at være mentalt robust:

1. Udvikling af mental styrke er ikke en ny popsmart trend

Man kan let forveksle arbejdet med sin mentale styrke, med det at arbejde med sin fysiske styrke. Nutidens trend er at vi valfarter til fitnesscentre og køre landevejene tynde, på dyre racercykler. Dette er blevet en altopslugende industri, der sælger lykke og udseende i pulverform og sundhed på dåse. Men at arbejde med sig selv er noget af det mest grundliggende og gavnlige, man kan udsætte sig selv for og det er grundlaget for også at arbejde med sin fysik og sin sundhed. For at træne fysisk og spise sundt, kræver om noget disciplin og vedholdenhed. At arbejde med mental styrke er ikke noget nyt. Vi har gjort det siden nogle af de bedste teorier og ideer blev udviklet i 1960´erne. Jeg lærte det selv på en lidt omvendt måde, da jeg forberedte mig til og gennemførte Jægerkorpsets optagelsesprøve i 1984.

2. Det handler ikke om jagten på lykke – men potentiale

Mental robusthed handler ikke om at vågne hver morgen og spille glad og stærk. Det handler om hver dag at vågne og vide at man også i dag har muligheder for at påvirke sig selv og at vide at man har et stykke mentalt, og sikkert også fysisk arbejde, der skal udføres. Hver dag man ikke gør noget for at styrke sig selv, er en dag med status quo. Det er dagligt fokus på de handlinger og den adfærd man har besluttet sig for, er gavnlige og styrkende og som ved hvert lille skridt, frigører mere og mere af vores eget uforløste potentiale.

3. Det handler ikke om at være en hård banan

Det handler ikke om at være tough og ikke om at fremstå som en hård banan. Der er jo ingen af os der er robotter eller overmennesker og vi alle fejler et eller andet sted, om ikke hver dag, så nok hver uge. At være mentalt robust betyder at man hurtigt kommer ind på sporet og lærer af fejl og handler i overensstemmelse med sine værdier og sine egne beslutninger. Man må være i stand til at være konsekvent overfor sig selv og konsistent og disciplineret arbejde på at gøre det man har lovet sig selv.

4. Mental robusthed betyder ikke, at man altid er selvsikker

Verden er karakteriseret ved at være flygtig, usikker, kompleks og modsætningsfyldt. Vi opnår aldrig fuld vished eller fuld sikkerhed for noget. Ingen mennesker ved alt og alle mennesker kommer i tvivl. Alle mennesker har brug for hjælp, input og feedback fra andre, for det gør os stærkere. At være mentalt robust betyder derfor ikke, at man selv altid, ved eller kan alt. Mentalt robuste mennesker ved hvornår hjælp fra andre er påkrævet og hvorfor. De er aldrig bange for andres umiddelbare input eller kritik, for de er fuldt bevidste om at andre ser og oplever noget som man ikke selv gør. Ideen om at man selv ved eller kan alt, er ligeså dum som den er skadelig og udtryk for et fastlåst tankesæt.

5. Det handler ikke om at altid at være positiv

At være glad og positiv er en følelse. Det kan være ligeså begrænsende at tænke over-positivt som det kan være at tænke over-negativt. Det vigtige er et realistisk billede af sig selv og egne omgivelser. Det er vigtigt at tænke rationelt, fordi vores følelser ofte forsøger at presse os i andre retninger end dem vi har besluttet os for. Når man er mentalt robust, lader man sig ikke styre af følelser, men af rationale. Man gør det man har lovet sig selv. Punktum!

6. Man skal ikke ignorere sine emotioner

Når det er sagt, så skal man ikke være blind overfor sine emotioner. For de ligger altid inde med vigtig information. Mentalt robuste mennesker er selvbevidste og ved godt at de som alle andre kan blive dovne, eller være kede af det. Men de ved også nøjagtigt når det sker og kan derfor håndtere det rationelt, som noget der måske skal undersøges senere, men ikke før man har gjort det man lovede sig selv.

– – – –

Vi taler ofte om mentalt syge og -raske. Mental styrke er IKKE det samme som at være mentalt rask. Akkurat som en person med sukkersyge, sagtens kan være marathonløber, så kan en person med en diagnose som angst, stress eller depression, også udvikle og arbejde med mental styrke, fordi det handler om disciplin og gode vaner. Det sker måske med lidt flere bump på vejen, men det vil stadig være noget af det vigtigste man kan gøre for sig selv og sine omgivelser. Dette har jeg talt med mange medlemmer af sclerose-, handikapforeninger og ælde. Man kan altid gøre noget der gør livet bedre og mere meningsfyldt.

At lade stå til er middelmådigt. Det er også reaktivt. At udvikle egen mental robusthed er gavnligt for alle. Uanset om du er Jægersoldat, kassemedarbejder, patient med en kronisk lidelse, salgsassistent eller ingeniør. Det gavner dig og det gavner alle de konstellationer med andre mennesker, du har forbindelse til.
Du skal ikke sammenligne dig med andre, i dag. Du skal sammenligne dig med dig selv, som du var i går. Alle kan udvikle mental robusthed og styrke.

Lars Møller. /www.lars-moller.dk