Leder er ikke noget man er, men noget man gør.

(Oprindeligt indlæg fra juni 2019)
Det der kan mis-lede den nye leder der netop har fået sin første lederposition, er at man kan tro at man er ankommet. Men at have fået en position som leder betyder at det først er nu det hele starter. Leder er ikke en titel, en position eller en destination, det er en adfærd. Det er noget man gør hver dag, ikke noget man ender som. At være leder og at have en position betyder at man altid må bringe sine teams nye steder hen. Det er et krav at man sætter noget i bevægelse. Arbejdet som leder er aldrig statisk – det er et omfattende arbejde at udvikle sig som leder og hele tiden forbedre sig og lære de svære lektioner i virkelighedens store klasseværelse. Leder er ikke et mål, det er en rejse i udvikling. Det er ikke en titel, men en adfærd.

Positionslederen der leder alene ud fra sin position mister sine bedste medarbejdere. De forsvinder til andre afdelinger eller ud til andre virksomheder og det er kun de medarbejdere der har en personlighed som positionslederen selv, der bliver for pengenes skyld. Udskiftningen af medarbejderne under en positionsleder er som regel høj. 

Under golfkrigen
En amerikansk oberst var netop kommet til Irak under Golfkrigen. Han skulle lede en logistikafdeling på en amerikansk base og han var hårdkogt og gennemsyret positionsleder. Han krævede som den unge løjtnant respekt fordi han havde rangen oberst. Han trådte ind på sit nye kontor som han havde folk til at ordne og det var netop ved at blive indrettet med et stort skrivebord og en alt for prangende kontorstol og aircondition, amerikanske flag og mødebord. Han følte sig vigtig og klamrede sig til sin rang og sin ret til at lede andre. Derfor var han også frygtsom og fordi der ikke var noget han lige kunne komme i gang med, følte han sig rådvild og lidt betydningsløs og sårbar. 
Det bankede på hans dør. Han råbte “øjeblik” og kiggede panisk rundt i lokalet for at se hvad han kunne foretage sig, når nu han bad vedkommende om at træde indenfor. Han kunne jo ikke bare stå og lave ingenting, for så ville man måske tro han var ingenting. Han løftede resolut telefonrøret og råbte samtidig “kom ind”. En ung menig trådte ind i lokalet, stillede sin værktøjskasse på gulvet og indtog retstilling ved siden af døren og gjorde honnør.
Obersten vendte sig imod soldaten med et alvorligt blik, løftede en pegefinger til signal om at den unge soldat skulle være helt stille og sagde i telefonrøret: “Javel General Schwarzkopf, det skal jeg sørge for…. ja, det var godt lige at sige hej igen og du kan regne med min støtte i den sag. Jeg er glad for at du lige spurgte mig til råds”. Så lagde han røret på og vendte sig imod den unge soldat og sagde “Og hvad kan jeg så gøre for dig?”.
Den unge menige sagde uden at fortrække en mine: “Jeg er her bare for lige at tilslutte din telefon”.
Det er selvfølgelig ikke en virkelig historie, men når vi ler af den, så er det fordi den ikke er helt urealistisk. Positionsledere laver fejl fordi de hele tiden styres af en egoistisk drivkraft der understøtter at de kan sidde alene på toppen af kransekagen. Men de kommer til at fremstå uægte, fejlagtige og latterlige og det er de færreste der har lyst til at arbejde sammen med disse ledere. Positionen som leder lover meget mere end den egentlig kan holde i sig selv. Det er dig der skal gøre den til mere. 

Positionen som leder kan let misforstås med det at have magt, og det er også magt en positionsleder bruger. Men magt er et negativt begreb og det bringer tanker frem om tvang og befaling og er baseret på rettigheder. Ledelse er ikke det samme som magt, men positiv indflydelse der flytter mennesker og magt er kun givet til dem, der er klar til at nedgøre sig selv for at samle den op.
Lincoln mente at magt hos de forkerte mennesker kunne korrumpere sjælen. I et citat siger han: ”Næsten alle mennesker kan modstå modgang, men hvis du vil teste en mands karakter, giv ham da magt!”.
Det er op til den enkelte leder at skabe, udvikle og bevare et stærkt personligt karaktersæt, samtidig med at man får beføjelserne til at lede andre, for man har pludselig fået et større ansvar. Ikke kun for den opgave man skal lede mennesker igennem, men også overfor alle de andre mennekser man personligt skal lede med karakter.

Det bedste ved at have fået en position som leder er naturligvis, at det er en invitation til at vokse som leder og fylde rollen ud. Når man har fået sin første lederposition, så har man en fantastisk mulighed for at forme sin ledelsesrolle, fordi man kan starte akkurat som man vil. Det er i positionen som leder man kan definere sig selv og det er verdens bedste træning man kan komme igang med, ved helt konkret at lede andre mennesker og få dem inspireret og motiveret til sammen med dig at nå de mål i har sat jer.   

Lars Møller /www.lars-moller.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *