(Oprindeligt indlæg fra mar 2019)
Fra min tid som elitekriger har jeg ofte oplevet hvordan man finder løsninger på nærmest umulige opgaver, ikke på grund af en enkelt persons genialitet, men i den dynamiske process der foregår, før man egentlig ved hvordan det hele skal udspille sig. Den åbne indstilling som jeg har set gavnen af, selv iblandt hærdede krigere, der åbent tør vedkende sig at de faktisk ikke lige ved hvordan man løser den ene eller den anden opgave, genererer et uvurderligt kreativt samspil, hvor alt kan ske og hvor det derfor også helt sikkert sker. En afgørende faktor er, at have mod til at omfavne forskelligheden, som teamets bedste ven.
Lederskab er en vild balancekunst imellem tykt og tyndt, meget og lidt, smalt og bredt og højt og lavt. Det bliver selvfølgelig lettere med tiden, efterhånden som man bliver mere erfaren. Men der vil hele tiden opstå situationer man ikke havde tænkt over og ikke har prøvet før. Det er selvbedrag at tro, at det bliver lettere eller at det bare forsvinder. Der skal hele tiden tages beslutninger og der findes ingen drejbog. En erfaren leder blev engang under et interview, spurgt om hvordan man udøvede godt lederskab. Han svarede: “To ord – rigtige beslutninger”. Journalisten spurgte så, hvordan man så gør det? Han svarede. “Et ord – erfaring”. Journalisten blev mere nysgerrig og spurgte så: “Jamen hvordan får man så den?” Den erfarne leder svarede: “To ord – dårlige beslutninger!”.
Der findes ganske vist nogle naturtalenter indenfor lederskab, men grundlæggende koster det altid en masse knubs, fejl og dårlige beslutninger, for at lære at tage de gode.
Men meget kan man jo få hjælp til. Der er altid, et eller andet sted i organisationen, mindst en der ved mere end dig, om det ene eller det andet. Det kræver stor mental- og emotionel styrke at trække denne ide eller viden og erfaring frem og bruge den åbent. Langt de fleste ledere vil se det som lidt ydmygende, som en fejl eller skavank, at de netop ikke selv ved det hele. Men lær det udenad: INGEN ved alt og kommer aldrig til det. Lederskab er at gå ind i folk, bringe deres potentiale i spil, hive deres viden, syge ideer og skjulte kræfter ud af dem og få det hele til at virke sammen og skabe resultaterne. Du har selvfølgelig hørt det før, men jeg siger det gerne igen: Leder er ikke en position – det er en adfærd. Ikke noget man er, men noget man gør!
Der skal bruges forskellighed i alle virksomheder, og den er desværre undervurderet af mange fordi de fleste ikke er mentale robuste nok til at turde være i dette spændingsfelt hvor man ikke på forhånd ved alt og kan regne alt ud. Men hvornår kan vi lige regne alt ud? Og er det overhovedet noget at stræbe efter?
Diversiteten, uenigheden og selv konflikterne skaber den nødvendige dynamik, der skaber den udvikling der opstår hurtigere i friktionen imellem menneskers forskellige opfattelser. Vi skal bruge diversitet, forskellige kompetencer, mange forskellige baggrunde, personligheder og forskellige mentale arkitekturer, for ikke at ende som indavlede, smalsporede tilbagetænkende organisationer. Det er i forskelligheden vi træner og øver os i, at begå os kvalificeret og dygtigt med andre mennesker. Det er når vi går ind i folk, at vi opdager hvor vi er gode og hvor vi fungerer dårligere. Vi kan roligt udbygge det vi er gode til, men samtidig skal vi selvindsigtsfuldt og åbenhjertigt udvikle lidt videre på det vi i ikke mestrer så godt. Denne indsigt kommer ikke ned fra loftet når vi sidder derhjemme alene og forbereder den næste præsentation til vores medarbejdere. Den kommer når vi går ind i andre mennesker.
Uovervindeligt lederskab handler om at forstå sig selv og andre og turde spørge (både sig selv og andre), når man ikke forstår. Og Ja – der kan meget vel være noget man ikke forstår selvom man er leder. Det handler om at man tør gå ind på ukendt flydende grund, og dette mindset vil de fleste medarbejdere og andre ledere, arbejde hårdt på at være en del af, for sådan er det for os alle. Det skaber troværdighed, tryghed og tillid og lederen får den nødvendige indflydelse og tilladelsen af alle til at lede!
Når der opstår problemer eller store udfordringer, man som leder skal håndtere, er det aldrig et eller andet management værktøj, en handleplan eller et excelark man lige hiver frem for at løse problemet. Det er styrken, energien, initiativet men særligt modet til at handle på det man selv og andre allerede ved, der skal i spil. Problemer løses først når man går ind i andre mennesker og løser det håndholdt med dialog, retning og personlige aftaler. Det kan ikke gøres på mail. Selvfølgelig skal man kunne sit fag, være faglig kompetent og dygtig, for at kunne tage nogle beslutninger. Men det er min påstand at lederskab, langt det meste af tiden handler mere om at være et åbenhjertigt, vellidt, social intelligent og mentalt- og emotionelt robust. Den der har modet til at handle oprigtigt og åbent nu, kan eksekvere og skabe resultater i stærke teams.
Hvis du vil læse mere om hvordan man udvikler sin egen mentale robusthed, og øge chancerne for at bringe det store uforløste potentiale i spil der findes næsten alle steder, så find min bog “Tænk som en kriger – din vej til mental robusthed” i boghandelen. En lektørudtalelse lyder således: “Fængende, interessant og umiddelbart tilgængelig. Kombinationen af eksempler fra det virkelige “vilde” liv og konkrete redskaber til at forbedring af den enkeltes mentale styrke og robusthed fungerer rigtigt godt… Har potentiale til at blive en stor publikumssucces. Kan formidles både som mental trænings bog og som alternativ elitesoldatsbiografi.”
Skab det bedste fundament for dit lederskab. Gør dig selv og din organisation stærk indefra!
Lars Møller /www.lars-moller.dk